top of page

ETIK OG POLITIK

ANBEFALEDE ARTIKLER

January 03, 2023

Fem facts om dig

Vidste du at... 5 sjove facts om dig selv

Please reload

Kærlighed på formel?

 

Kærlighed forbindes ofte med det modsatte af logik. En entydig definition af begrebet eksisterer ikke. Er det muligt at sætte kærlighed på formel? Og hvis det er tilfældet, er det i orden, at få hjælp fra videnskaben, når den eneste ene skal findes? Gift ved første blik leger denne nye form for datingvidenskab.

Af Laura Wrisberg Kæstel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge Gert Martin Hald, ekspert i Gift ved første øjeblik og lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, er det ikke muligt for videnskaben at vide, hvem der bliver et godt par, men videnskaben kan hjælpe en på vej.

 

”Videnskaben kan sandsynliggøre, at ting vil ske. Og det er det, vi går efter. Videnskaben kan ikke skabe kemi mellem mennesker, men den kan skabe præmisserne for, at kærligheden kan udvikle sig bedst muligt,” mener Gert Martin Hald

 

Hver 3. voksne dansker er single

 

Ifølge dr.dk er antallet af voksne singler steget over de forgangne år. Man regner med, at omkring 1,6 mio. mennesker, altså hver tredje voksne dansker, er single. Samtidig med at danskerne får sværere ved at møde den eneste ene, krakelerer det, der skulle have været for altid, ofte for tidligt. Bare i 2014 var der 19.435 ægteskaber, der endte i en skilsmisse.  Dette er ifølge Danmarks statistik en stigning på 23% i forhold til gennemsnittet de sidste 10 år.

 

Det er lige netop dette problem Gift ved første blik prøver at gøre op med. De mener, at alle har ret til en partner, selvom noget af det sjove bliver taget fra dem, der opgiver dating, og vælger at blive gift ved første blik.

 

Et tomt liv

 

Kritikere stiller sig dog skeptiske overfor, at videnskaben skulle kunne bruges som beslutningstager, når det kommer til valg af partnere.  

 

”Vores liv ville blive overordentlige kedelige, hvis man ikke selv skulle ud og finde sig en partner. Evolutionært ligger forplantning i vores gener, og det er et af målene med livet, nemlig at kunne give det videre. Når man springer hele den proces over, og bare går direkte til at blive gift, mister man hele sit livsgrundlag” mener samfundskritiker og filosof  ved Københavns Universitet Kirsten Jensen og fortsætter,

 

”For hvad er der tilbage af livet, når man ikke selv skal leve det? I dag kan næsten alt arbejde overtages af computere eller robotter, vi kan specialdesigne vores børn, hvis vi mister et ben kan vi få en protese, men hvis vi også skal give afkald på vigtige beslutninger i vores liv, ender dette med at blive kedeligt og gråt?”

 

En hjælpende hånd

 

Men er det okay, at manipulerer med sit liv? Dyrlæge Britta Hansen har været single i 20 år. Hun mener, at det i nogle tilfælde burde være muligt at få hjælp fra videnskaben.

 

”Jeg vil ikke sige at mit liv er perfekt. Det er ikke, fordi jeg mener, at man skal have en partner, men det gør bare livet nemmere nogen gange” siger Britta Hansen, og fortsætter, ”Personligt ville jeg syntes, at det ville være fedt at få en hjælpende hånd. Vi lever i en fortravlet verden, så det er ikke fordi jeg har meget tid, når jeg kommer hjem fra arbejde, så hvor skulle jeg møde en ny partner?”

 

Danskerne er ikke parate

 

Noget tyder dog på, at danskerne ikke er klar til denne nye form for dating. En nyere undersøgelse lavet af Opan viser, at 4 ud af 5 danskere ikke stoler videnskaben i forhold til valg af partner – det vil de hellere stå for det selv.

 

Danskerne er bange for at blive overflødiggjorte, og mange peger samtidig på, at kemien mellem to mennesker lige nøjagtigt sker, når man mindst venter det.

 

”Når jeg sidder til fester og ser på mine venner og deres partnere tænker jeg, hold da op, den havde jeg ikke set komme. Jeg tror simpelthen ikke på, at videnskaben kan forudsige dette (kemien, red.)” siger Mads Jeppe Olafsen, sælger i Tøjeksperten.

 

Kemien kan ikke måles

 

Og netop kemien er et af de benspænd, som videnskaben møder, når den prøver at forudsige kærlighed. For netop dette begreb er svært, hvis ikke umuligt, at måle på. Når man bliver forelsket, kan man måle et højere niveau af lykkestoffet oxytocin i hjernen. Disse målinger siger noget om, at man er forelsket, men kan ikke sige noget om, at man er tiltrukket af hinanden. For det er ofte små ting, som gør at man føler sig tiltrukket af et andet menneske.

 

”Noget af det, som videnskaben har svært ved, er at regne ud, hvem der tænder på hinanden, og hvem der føler sig tiltrukket af hinanden. Man kan selvfølgelig godt bruge nogle almene principper fra evolutionspsykologien, hvor man ved noget om, hvad mennesker typisk falder for, men man kan ikke helt vide, om det gælder på det individuelle plan,” siger Asger Neumann, ekstern lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

 

Fremtidsudsigter

 

” En ting er dog sikkert. Så længe vi har et så diffust udtryk som kærlighed og ikke 100% kender til den kemiske proces, der sker i kroppen, når vi bliver forelskede, så kan vi ikke få videnskaben til at fremtvinge den hos os”, fortsætter Asger Neumann. Han peger dog stadig på, at det er et super spændende emne som man er nødt til at forske endnu mere i.

 

”Ja, det er da klart et af de områder, man skal forske endnu mere i, de kommende år, og jeg tror også, at det bliver rigtigt spændende at følge” slutter Asger Neumann.

Konceptet er klart og entydigt. Meld dig til programmet og bliv gift med en fremmed.  Det første ord brud og brudgom udveksler til hinanden er ”ja”. Det ”ja” der kæder dem sammen, og det ”ja” hvorpå de lover at holde sammen i medgang og modgang til døden dem skiller. Gift ved første blik er Danmarks Radios datingprogram, der her til efteråret har kørt 3. sæson. Programmet kæder gennem videnskab og teori to fremmede mennesker sammen.  Ved hjælp af personligheds-, IQ- og relationstests kombineret med en analyse af personens tiltrækningspræferencer, udvælger et hold eksperter bestående af psykologer, en sexolog, en præst, en antropolog samt en coach det perfekte match. Præmissen er, at 4 par gifter sig. De kender ikke hinanden, og må derfor stole blindt på, at videnskaben kan forudsige, hvem der er et godt match som kommende partner. Men kan man overlade en så stor og tilfældig beslutning til videnskaben?

bottom of page