OPAN

 

En kronhjorts brølen giver genlyd mellem træerne. Det er parringssæson, og hannen kalder ud efter hunner. Testosteronet pumper rundt i dens blod. Han er klar til kamp mod de omstrejfende rivaler. Klar til en kamp hvor vinderen får det hele. En kamp om liv og død. I USA foregår der hvert fjerde år en lignende kamp, når kampen om præsidenttitlen udspilles. Bølgerne går højt, og ligeså gør følelserne i kampen om titlen som en af verdens mægtigste personer.

 

Da præsident Barack Obama i 2008 vandt præsidentvalget foran modstanderen John McCain, undersøgte en gruppe forskere testosteronniveauet hos to grupper af tilhængere, som støttede hhv. Obama og McCain. Den sidste af testene blev fortaget på selve valgaftenen, efter Obama var blevet udråbt som sejrsherre. Disse prøver afslørede en klar forskel i

testosteronniveauet hos de demokratiske- og de republikanske tilhængere. Hos McCains tilhængere faldt testosteronniveauet efter nederlaget ligesom hos et dyr, der er blevet besejret i kamp.

 

Testosteronniveauet hos Obamas tilhængere forblev derimod konstant som et tegn på, at de var klar til at tage flere kampe op. De sejrende partisoldater var desuden klar til sex, da undersøgelser foretaget i de uger som efterfulgte valget viste, at der i de stater, som Obama vandt, blev foretaget flere pornosøgninger på internettet end i de stater, som

 

McCain vandt, hvor efterspørgselen på porno faldt.  Vi er altså ikke meget anderledes end en kronhjort i brunst.

 

Mange træk, og måde vi tænker på, går igen hos både dyr og mennesker. Man kan derfor med god grund kalde mennesket et politisk dyr. En betegnelse man ifølge Michael Bang Petersen, professor i statskundskab fra Århus Universitet, kan tage ret bogstavligt. I sin nye bog ”Politik” skriver Petersen om, hvordan vores politiske holdninger ikke kun er resultatet af intellektuelle overvejelser, men at fysiologiske, biologiske og psykologiske elementer vejer lige så tungt, når vi skal tage stilling til en sag.

 

»Vores politiske holdninger er produkter af et kompliceret sæt fysiologiske og psykologiske systemer. Disse systemer er forskelligt indrettet fra person til person på grund af gener, opvækstbetingelser, fysiologi og meget mere. Det handler ikke om rationelle argumenter, som man kan sidde og snakke lidt frem og tilbage om,« udtaler Michael Bang Petersen.

 

Når Michael Bang Petersen skriver ordet politik, dækker dette over omfordelingen af ressourcer. Politik er derfor ikke kun alt det, som foregår på Christiansborg, men også noget så hverdagsagtigt som forhandling af fordelingen af pligter i hjemmet. I tilfælde som dette er det, som adskiller mennesker fra det gennemsnitlige dyr vores evne til at indgå alliancer. Modsat kronhjorten, som kan klare sig på ren råstyrke, er mennesket nødt til at arbejde sammen for at overleve. Det var dette behov for alliancer, som i sin tid ledte til små stammesamfund mange tusinde år forinden.  Her delte stammens jægere udbyttet af jagten med dem, som enten ikke havde haft held med jagten selv, eller som ikke kunne gå på jagt. Det var dog ikke ud af deres hjertens godhed, de delte deres bytte. Dette skete i forventning om, at de en dag ville blive betalt tilbage, hvis de selv er i nød. Denne ”noget for noget”-tankegang er stadig dybt indgroet i vores hjerner den dag i dag. Som Michael Bang Petersen siger:

 

»Det er også derfor, at en figur som »Dovne Robert« eller den nyuddannede, der synes, det er fedt at være på dagpenge, vækker enorm vrede. For at det evolutionært kunne give mening at dele dit nedlagte rådyr med en anden, skulle du være rimelig sikker på, at du får din retfærdige del af byttet både i opgangs- og nedgangstider. Og det har biologisk gjort os ekstremt fintfølsomme over for snyd,«.

 

”Noget for noget”-tankegangen er ikke det eneste levn fra vores forfædre på savannen. Også vores holdning til sager så som indvandrere er farvet af vores gener og af evolutionen. Vi er nemlig, nogle i højere grad en andre, evolutionært udviklet til at være på vagt over for det fremmede. Ligesom mennesket er indrettet til fysisk at kunne beskytte sig mod infektioner vha. immunsystemet, er vi også psykologisk bygget til at forsvare vores samfund mod infektioner. Hjernens alarmsystem er det, der får os til at føle afsky ved noget, vi ser, mærker eller lugter, hvis det fornemmer, det kan udgøre en fare. Hjernen kan på den måde få os til at undgå fordærvet mad eller personer, som kan smitte os. Forskning viser, at denne frygt og afsky også bliver aktiveret, hvis vi ser personer med synlige infektioner, et stort modermærke eller en person, som har en anden hudfarve. Flere forskningsprojekter peger derfor entydigt på, at vi ubevidst tænker på indvandrere som en smitte fare, også selvom de reelt set ikke er det. Det er derfor mere sandsynligt, at man har en indvandrekritisk holdning, hvis man går meget op i renlighed og smittefare.

 

 

Så når alt kommer til alt har vi egentligt noget at skulle havde sagt, når det kommer til dannelsen af vores politiske holdninger,  eller er vi, når alt kommer til alt, bare selvophøjede chimpanser?